Sådan kan du beskytte din bolig mod oversvømmelser

Dansk Boligforsikring
4 min readApr 12, 2024

--

Sandsække og krydsfinerplader kan bruges til at sikre lavliggende vinduer og døre i tilfælde af oversvømmelser.

De seneste år har danskerne måtte vende sig til, at voldsomt uvejr med store mængder nedbør bliver mere og mere normalt. Ifølge DMI kan danskerne forvente, at de stormfloder, der førhen kun skete hvert tyvende år, i fremtiden kommer til at forekomme hvert eneste år. De seneste voldsomme storme har sat debatten i gang om, hvordan husejere skal forberede sig på voldsommere vejr i takt med klimaændringerne i de kommende år. For nyligt udgav boligsiden Boliga så en risikovurdering, hvor de vurderer, at hver sjette danske bolig er i stor risiko for at blive påvirket af oversvømmelser.

I dagens artikel dykker vi derfor ned i de ting, som du selv kan gøre som boligejer for at sikre boligen mod store mængder vand. Vi starter med de mindre tiltag, som du kan udføre, hvis medierne pludselig varsler en ny voldsom storm. Længere nede i artiklen kan du også få gode råd til, hvordan du kan lave større ombygninger og andre tiltag, der gør boligen mere modstandsdygtig overfor vandmasserne. De gode råd nedenfor er til alle husejere, men de er eksta vigtige for dig, hvis din bolig ligger i et kystnært eller lavtliggende område.

Det kan du nå at gøre i sidste øjeblik

Det er selvfølgelig smartest at sikre boligen mod oversvømmelser i god til, men der er heldigvis også flere tiltag, som du hurtigt kan udføre op til et stormvejr. Her får du derfor en liste med gode råd til at redde huset i sidste øjeblik.

I boligen kan du:

  • Sørge for at lukke alle døre og vinduer, inden stormvejret starter.
  • Rydde kælderen fra alle værdigenstande og andet, som ikke tåler vand.
  • Slukke for alle elektriske apparater, der kan komme i kontakt med vandet under stormvejret. Her kan det være svært at forestille sig, hvor vandet kommer til at ramme, men hvis du er i tvivl, så hiv stikket ud.
  • Klargøre spande, klude og mobber til opsamling af det vand, der eventuelt kan trænge ind gennem husets sprækker.

I haven kan du:

  • Sikre alle løse genstande, der kan blive flyttet af voldsomt blæsevejr. Dette gælder alt fra havemøblerne til det haveudstyr, der måtte ligge i haven.
  • Tjekke samtlige afløb og tagrender, så du kan fjerne eventuelle blade og andet skidt, der blokkerer for vandet. Når vandet kommer i store mængder er det nemlig vigtigt, at vandet kan komme væk.
  • Blokkere alle lavtliggende døre og vinduer, så vandet ikke kan trænge ind. Her kan du bruge sandsække, krydsfinér eller andet, der kan holde vandet ude.

Hvis du ikke selv er hjemme under selve stormvejret, så er det en rigtig god ide at alliere dig med en nabo eller anden god ven fra området. Denne nabo eller ven kan nemlig holde et vågent øje med din bolig under uvejret og kontakte dig, hvis der er brug for yderligere handling under regnen.

Det kan du gøre for at forberede boligen i god tid

Som nævnt er det smartest, hvis du allerede forbereder boligen på store mængder vand i god tid. Her har du nemlig tid til også at udføre større ombygninger eller andre tiltag, der tager lang tid med samtidig har en væsentligt større præventiv effekt på store mængder vand. Her får du derfor en række råd til, hvordan du kan forberede boligen på vandmasserne i god tid.

  • Giv vandet mulighed for at sive ned

Oversvømmelsesskader på boliger sker ofte, fordi vandet simpelthen ikke kan sive hurtigt nok ned i jorden. Derfor er det en god ide at ombygge grunden, så der er meget frit græs. Har du områder med asfalt eller fliser, så overvej at udskifte disse med en græsplæne.

Hvis jordet på din grund er meget kompakt — eksempelvis på grund af et højt indhold af ler — så kan det være en god ide at løsne den. Dette kan du gøre ved at grave haven op og blande jordet med grus, da det så vil være lettere for vandet at trænge igennem.

  • Før vandet væk fra boligen

Sørg for at grunden skråner væk fra husmuren, så vandet naturligt siver væk fra hjemmet — i stedet for ind i kælderen. Det er en fordel, hvis din grund kan skråne hen mod et afløb, en sø eller en å.

  • Anlæg et drænrør

Hvis din bolig er i særligt stor risiko for at blive påvirket af vandmasserne, kan det være nødvendigt at anlægge et såkaldt drænrør. Dette gør sig hovedsageligt gældende i lavtliggende områder, i kystnære områder samt ved gamle huse, der ikke er bygget til at føre vandet væk. Rent praktisk graver man op rundt om og til tider under huset, hvor man så placerer et rør, som kan opsamle vandet. Dette rør kan lede til kloakken, men du kan også vælge at indbygge en faskine — altså et hulrum i jorden med sand eller sten, hvor vandet kan løbe hen.

  • Installer pumpeanlæg

Det sidste og største tiltag, som kun er nødvendigt for de allermest udsatte boliger, er et pumpeanlæg. Her skal du bruge hjælp fra professionelle til installationen og have tilladelse for kommune, men et pumpeanlæg kan fjerne store mængder vand fra din grund til det rette sted ved hjælp af elektriske pumper. Denne løsning er den dyreste og mest omfangsrige, så den er ikke nødvendig for de fleste, der i stedet kan nøjes med rådene ovenfor.

Hos Dansk Boligforsikring håber vi, at denne guide kan klæde dig lidt bedre på til de kommende uvejr. Som ordsproget lyder, findes der ikke dårligt vejr — kun dårlig påklædning, og med de rette tiltag findes der heller ikke alt for dårligt vejr for dit hus. Husk at du altid kan følge med i Dansk BoligforsikringLinkedIn og YouTube, og følg med her på Medium, hvor du kan læse mange flere gode tips til boligen og nyheder om boligmarkedet.

--

--

Dansk Boligforsikring
0 Followers

Dansk Boligforsikring is based in Holbæk, Denmark. Specialist in home insurances. Website: https://www.danskboligforsikring.dk/